Nyheder

for Silkeborg Skakklub

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Social Aften

Email Udskriv PDF

I morgen er det atter den første mandag i måneden og derfor er der igen "Social Aften". Vi starter kl. 19:00.

Der er også mulighed for at spille udsatte kampe i byturneringen.

 

Holdskak - 2. holdet

Email Udskriv PDF

I går tog 2. holdet turen til Randers hvor vi mødte Rokaden 1. Rokaden havde en revance til gode og selvom vi var svage favoritter (4.3 - 3.7) trak vi det korteste strå og måtte tage hjem med et 3-5 nederlag.

Jack gav os eller god grund til optimisme da han kun skulle bruge ca. 1 time til at tromle henover modstanderen. Der gik et-eller-andet helt galt i åbningen for sort og Jack viste ingen nåde!

Peter Poulsen kom under pres fra start uden at det dog var kritisk. Undervejs fik Peter chancen for at sætte en evigskak ind men valgte noget andet og gik desværre ind i en mat i stedet. Øv.

Jesper debuterede på 2. holdet i fin stil - stillede sig fornuftigt op, afslog et forsigtigt remistilbud og driblede sejren hjem. Mere af det tak!

David kom ind i et kompliceret parti der endte ud i et uligefarvet løberslutspil. Det var desværre (som det ofte er tilfældet) remis selvom David havde 2 merbønder.

Formanden overlod unødvendigt initiativet til sort - der var dog heldigvis tilstrækkeligt styr på tropperne til at sikre remis'en.

Steen Nielsen høstede den ene bonde efter den anden - modstanderen fik et vist initiativ men med 3 merbønder var jeg dog ret optimistisk. Pludselig satte Steen dog en officer i slag og så gik der hurtigt ned af bakke. Steen kæmpede bravt videre men måtte ned. Endnu mere øv!

Anders fik en spændende stillig og kunne muligvis have ofret en officer for et par bønder og aktivitet undervejs. I stedet endte det ud med 4 bønder og en springer til hver i et slutspil der så meget remis-agtigt ud. Desværre gik Anders galt i byen, tabte en bonde og måtte til sidst strække våben.

Lasse-Emil var med som reserve (tak for det!) og løb ind i en fin taktisk finesse der kostede en bonde. Også her blev der kæmpet videre og det endte ud i et tårnslutspil som Lasse-Emil desværre ikke kunne holde.

Alt i alt var det stolpe-ud - vi må rejse os til næste kamp om 3 uger, hvor vi møder VRS på hjemmebane.

Senest opdateret: Torsdag, 29. oktober 2015 14:44
 

Holdskak - 4. holdet

Email Udskriv PDF

I går var det så 4. holdets tur til at debutere i årets holdskak sæson. Jeg har fået følgende referat fra Knud Mogens:

Den 26. oktober 2015 mødte vi Hørning skakklub, som efter rating er rækkens stærkeste hold med et gennemsnit på 238 mere i rating end os.
Vi var derfor spændte på om der kunne scores point her. Det lykkedes dog.

Henrik havde hvid på 1. brættet. Det blev en lige kamp. Henrik fik en springer og en løber for begge løberne. Da bønderne efterhånden var nået ca. midt på brættet og der nu skulle en større slagudveksling til, var begge usikre på resultatet herfor og tog remis.

Undertegnede havde sort på 2. brættet. Modparten startede med bonden til f4 og lagde op til et angreb på min kongestilling, men jeg fik lukket for angrebet med kongebønderne støttet af konge, tårn og dronning. En springer og løber blev byttet af. Modparten rykkede nu frem på dronningefløjen, men her blev der også lukket. Da ingen af os ville ofre for at komme videre tog vi remis.

Iver havde hvid på 3. brættet. Tidligt i spillet lykkedes det modparten at lave hul på h-linien, domineret af hans tårn. Iver fik dog en løber placeret på h2. Desværre lykkedes modpartens dronning at jage kongen over på h1. Straks efter kom en springer på g3 og skakkede kongen. Springeren kunne ikke slås af løberen på grund af tårnet. Så var den kamp forbi.

Lars Peter havde sort på 4. brættet. Desværre lykkedes det modparten at hindre Lars Peter i at rokere. Kongen blev stående på e8 og de tre officerer på kongesiden kom ikke i spil. Modparten fik efterhånden en bonde ned på d7 og skakke kongen. Nu skulle dronningen ofres. Det ville blive for dyrt og Lars Peter valgte at opgive.

Resultatet blev 3 - 1 til Hørning. Efter rating skulle resutatet være 3,17 - 0,83 til Hørning. Vi kan være rimeligt tilfredse med det ene point.

Vi er oversiddere i uge 47, da der kun er 7 hold i rækken. 
Den næste kamp bliver den 8. december, hvor vi skal møde Grenaa. På grund af afstanden mellem de to byer har 6. hovedkreds valgt at lade kampen foregå i Rokadens lokaler i Randers.

 

Horsens - Silkeborg 2-6

Email Udskriv PDF

1. holdet var de første der var i sving i årets holdturnering - jeg har fået følgende referat fra Torben Bødskov (tak for det!):

Juu huuu…  så er vi i gang med divisionsskak igen.
I år er vi flyttet fra gruppe 4 over i den væsentlig stærkere gr 3. Det gode ved det, er at vi i år ikke er favoritter i alle kampene.   
Det var vi dog i går den 25. oktober, hvor vi drog til Horsens, for at møde det lokale hold, der netop er rykket tilbage til 2. division, efter i flere år, at have været gemt væk i Mesterrækken i 5. Hovedkreds.
Horsens er efter deres oprykning blevet forstærket, men havde til kampen mod os tre afbud.

Vores ideal opstilling er i år:

1. Per Knudsen
2. Flemming Hundebøll
3. Torben Bødskov
4. Michael Sørensen
5. Søren Mejrup
6. Peter Kristensen
7. Peter Haarup
8. Jens Bæk Nielsen

Vi var mere eller mindre favoritter på alle brætter og skulle i flg. ratingtallene have vundet 5,15 – 2,85. Det gjorde vi bedre og vandt hele 6-2.

Per, Flemming, Michael, Søren, og Peter H. vandt. Torben, og Jens spillede remis.

Vi skal allerede spille igen den 8. november. Her får vi, hjemme i Lunden, besøg af Fredericia, der anført af Jens Ove Friis Nielsen og Carsten Bank Friis ser stærke ud i år.

 

Holdskak

Email Udskriv PDF

Som sædvanligt starter holdskaksæsonen i uge 44 - i år deltager Silkeborg Skakklub med 4 hold (1 hold i divisionsturneringen og 3 hold i 6. hovedkreds turneringen).

2. holdet (Mesterrækken) starter på udebane mod Rokaden 1.

3. holdet (B-rækken) starter på hjemmebane mod Randers 2 mens 4. holdet (D-rækken, 4-mands hold) skal en tur til Hørning.

Se links til turneringen i venstre side (eller på 6. hovedkreds hjemmeside).

 


Side 100 af 188