Nyheder

for Silkeborg Skakklub

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Holdskak

Email Udskriv PDF

Både 2. og 3. holdet var i kamp i går - mod henholdsvis Syddjurs 1 og VRS 3. Og det blev til 2. sejre - så det var en god optakt til aftenens julefrokost!

2. holdet var på papiret svage favoritter (4.4 - 3.6) hvilket vi til fulde levede op til med en sejr på 5½-2½.
Jack prøvede (som sædvanligt) med en gambit - men noget gik galt og pludselig havde modstanderen et massivt pres mens Jack ikke havde fået udviklet. Jack forsøgte at få modspil men uden held og han måtte ned.

Arne fik omvendt massiv terrænovervægt - og mens en sort springer stod opstaldet på randen havde Arne en monsterspringer i centrum der dominerede. Der blev kæmpet - men Arne trak sig sejrrigt ud.

Peter angreb også lystigt. Efter en taktisk finesse fik modstanderen en tripple-bonde i et tårnslutspil (et af de sjældne der ikke er remis) - og Peter vandt i fin stil.

David var først færdig efter ~1½ time. Modstanderen blev løbet over ende i et massivt kongeangreb efter klassisk London-recept.

Jeg selv blev sidst færdig - med et par minuter tilbage af den samlede spillede (til begge parter...). Jeg fik fint spil i åbningen (afbytningsvarianten i spansk) men tabte tråden i tidnøden, hvor jeg mistede en bonde.
I slutspillet med tårn+dronning+bønder til hver spillede min modstander dog for passivt og jeg vandt bonden tilbage med en fin stilling (stadig remis). Der blev afviklet til et tårnslutspil - der heller ikke her endte remis (!). Efter et par mellemskakker vandt jeg det hvide tårn for en forvandlet bonde og til slut også partiet.

Kim fik "parkeret" et af modstanderens tårne på h-linjen - men skulle hele tiden passe på den noget luftige kongestilling. Modstanderen ofrede for at komme igennem - men hvis Kim havde fået øje på Dd7+! havde angrebet kunnet afvises med et tårn i overskud. Det blev i stedet til De7+? og Kim måtte opgive et par træk efter. Øv!

Claus var med som reserve (tak for det) og tog remis i en lige stilling.

Søren har for alvor gang i en stime og har nu 3 af 3. Fremragende! Søren fik stor terrænovervægt og udnyttede den på fornem vis.



Fra 3. holdet har jeg modtaget følgende:

Den 13-12 2012 var der holdkamp mellem Silkeborgs 3. hold og Vejlby-Risskovs 3.hold. Kampene var vanskelige og langvarige for alle partierne.

 

Henrik på 1. brættet spillede agressivt og modparten svarede hårdnakket igen. I slutspillet havde Henrik kongen, en springer og to bønder, modparten havde kongen og fire bønder, hvoraf to var fribønder. Disse to bønder fik Henrik taget ved at ofre springeren. Så var der kapløb mellem kongerne til den anden side af brædtet. Resultatet blev at de aflivede hinandens bønder og dermed blev der remis.

 

Undertegnede på 2. brættet havde en meget lige kamp mod modparten. Jeg havde dog efterhånden den fordel at min konge stod solidt i skjul, medens min dronning kunne jagte modpartens konge. Det lykkedes mig at "låse" modpartens konge fast på H-linien med dronningen så kunne min springer med et par spring gøre kongen mat inden hjælpen nåede frem. Et point til Silkeborg.

 

Steen på 3. brættet havde også en meget lige kamp mod modparten. Efterhånden havde begge parter kongen, et tårn og fire bønder tilbage, hvoraf ingen var fribønder. Efter en del flytteri som ikke gav fordel til nogen af parterne blev de enige om remis.

 

Erik Henning på 4. brættet spillede i begyndelsen lige op mod  modparten. Det så fornuftigt ud længe. Men så kom ulykkerne, først røg et tårn for en af de lette officerer, så var han en kvalitet bagud. Derefter fik modparten en gratis løber og nu kunne Erik Henning ikke holde stillingen trods ihærdige anstrengelser og måtte opgive.

 

Iver på 5. brættet fik let (og kedeligt) spil. Der var ikke mødt nogen modstander op til ham. Et point til Silkeborg.

 

Det samlede resultat blev 3 - 2 til Silkeborg. Vi fører gruppen med 1½ point foran Vejlby-Risskov. 

Knud Mogens   

 

Pokalturnering

Email Udskriv PDF

I går blev de indledende runder i pokalturneringen afviklet.

16 spillere gik videre til finalerunden, der spilles d. 20. december. Der er trukket lod til 1/8 finalerne - de fremgår af linket til venstre og her.

Allerede i 2. runde kan der blive en gentagelse af sidste års finale mellem den forsvarende mester Kim Kristensen og runner-up Per Knudsen.

 

Julen nærmer sig...

Email Udskriv PDF

Det er ved at være sidste udkald at tilmelde sig den årlige julefrokost  der bliver afholdt fredag i næste uge (14. december).
Se indbydelsen her.

Den 28. december afholder vi igen den traditionelle Julehurtigturnering - se indbydelsen til venstre. Her kan man også holde øje med de foreløbigt tilmeldte.


I aften (kl. 19:30) starter de indledende gruppespil i årets pokalturnering - pt. med 23 tilmeldte.

 

1. division 2012-13

Email Udskriv PDF

Juhuu sidste år rykkede vi som bekendt tilbage i 1. division efter to år i 2. division.

Sidst vi var i 1. division, var vi i rækken i fire år. Det var fire benhårde år, hvor vi hvert år måtte kæmpe med det yderste af neglene for at blive i rækken.

 

I år har vi et stærkere hold, og det er også lykkes for os at komme pænt fra start.

Præsentation af holdet er vel overflødig, og dog, mange af spillerne fra førsteholdet er af arbejdsmæssige årsager hel eller delvis passive i og omkring klublivet.

 

1.    Per Knudsen 262 førsteholdskampe heraf de sidste 251 på bræt 1!! Per debuterede i sæson 72/73 med 3/3. Med en `all time` scoringsprocent på 65, er Per med rettet altid frygtet af vores modstandere.    

2.    Preben Sonne er klubmand!! Han debuterede i sidste sæson med maksimum point 7 af 7. Preben er en særdeles kærkommen forstærkning til førsteholdet og udfylder det svære bræt 2 med bravur.

3.    Vores normale skribent, Steen Skov Andersen debuterede på førsteholdet i sæson 02/03. Han har i flere sæsoner spillet det svære 2. bræt. Næste gang han spiller, bliver det kamp nr. 50 for holdet.

4.    EDB manden Flemming Hundebøll, debuterede tilbage i sæson 74/75. I perioden fra 77 til 81 studerede han i Aarhus og spillede for Brabrand. Flemming har foreløbig spillet 224 kampe.

5.    Michael Sørensen, debuterede i sæson 04/05, og han har spillet 57 kampe. Michael er ikke aktiv i klubben, men holder sin form vedlige med e-skak, hvor han har et kolossalt højt ratingtal.

6.    Med debut i 75/76, er jeg en af klubbens fire dinosaurer. I perioden fra 92 til 95 spillede jeg for Kjellerup. Jeg har spillet 193 kampe, og i søndags scorede jeg førsteholds point nr. 100!!

7.    Unge Søren Mejrup debuterede tilbage i 90/91. I perioden fra 94 til 10 har han spillet for Kjellerup. Søren har spillet 44 kampe for førsteholdet, og er startet den nye sæson stærkest af alle med 2½/3.

8.    Peter Haarup debuterede ligesom Per tilbage i sæson 72/73. Han er holdleder, den ældste dinosaur, og indehaver af klubrekorden med 263 førsteholdskampe. Spillede i perioden fra 95 til 11, 103 kampe i træk uden afbud!!

- - - - -

9.    Som reserve har vi i år to gange benyttet Hans Ulrich Christensen. Han debuterede i 08/09 og har spillet 19 kampe. Hans er flyttet til Fredericia, og er desværre tabt for holdet efter denne sæson.

10. Som reserve har vi i år en gang benyttet Peter Poulsen. Peter debuterede 01/02 og har spillet 66 kampe. Peter er en rigtig klubmand, som vi altid kan regne med. Han er ligeledes en ildsjæl indenfor skoleskakken.

 

Runde 1

I første runde var vi en tur i Herning, og her blev det til en storsejr på 6½ - 1½. Et resultat der var 2,56 point bedre end forventet, og stadig står som den næstbedste performance i hele divisionsturneringen. Sejren mod Herning var ikke et point for stort, på dagen var vi bedre og vi fik forholdsvis hurtigt bragt 6 gevinster i hus.     

 

Runde 2

I anden runde var vi en tur i Nørresundby, her mødte vi divisionsturneringens næstældste hold (59,9 år gennemsnit). Vi havde langtfra den samme medgang som i Herning, og fik ikke udnyttet de stillinger vi havde efter 20-25 træk optimalt. Vi måtte derfor nøjes med 6 remisser, og tabte 5 – 3 til nisserne!

 

Runde 3

I tredje runde, tog vi hjemme i egen hule mod Esbjerg. En lige kamp, med harmonika og julemusik - fra Metals børnejuletræ - endte med en gevinst til hver side og 6 remisser.

 

Efter de første tre runder, har vi ikke haft et eneste langt parti. Alle partier har været afsluttet efter højest 4 timers spil. Og det er faktisk temmelig usædvanlig for os. I øvrigt spiller man i divisionsturneringen med en maksimal spilletid på omkring 6 timer. Betænkningstiden er den enkle: 1½ time til 40 træk, plus en ½ time til resten af partiet, plus et tillæg på et ½ min pr. træk fra træk 1.

 

 

Torben Bødskov

 

Bymesterskab

Email Udskriv PDF

I går blev sidste runde af bymesterskabet afviklet.

Preben Sonne genvandt bymesterpokalen med 6 point af 7. Af det slagne felt delte Peter Poulsen og Johnny Koust Rasmussen 2. pladsen hver med 5 point.

Basis 1 blev vundet på suveræn vis af Ove Jelling der fik 6 point af 7 og gik ubesejret gennem turneringen. Ole Pedersen forblev også ubesejret og tog 2. pladsen med 5 point.

Basis 2 blev ligeledes suverænt vundet af Steen Konradsen der fik 6½ point af 7. På trods af nederlag i sidste runde fik Kurt Nielsen 2. pladsen med 5½ point mens Mogens Jensen tog 3. pladsen med 5 point.


På søndag spiller 1. holdet hjemmekamp mod Esberg - tilskuere er velkomne (der spilles til en afveksling i stueetagen - nærmere bestemt sal 3).

På mandag er det igen første mandag i måneden og dermed er der "social aften" fra kl. 19:00.


Næste torsdag er der indledende runder i pokalturneringen - tilmeldingen er åben til og med onsdag!

 


Side 136 af 188