I torsdags havde 3. holdet æren af at indlede årets holdskak sæson. Det skete på hjemmebane mod gruppens klare ratingfavoritter fra Åbyhøj.
Der var indløbet hele 4. afbud men der blev fundet de fornødne reserver til at stille et fornuftigt hold.
Resultatet blev et hæderligt nederlag på 3½-4½, hvilket var en anelse bedre end forventet (3,24 - 4,76).
Kim Kristensen og Peter Stentoft sørgede for 2 fine sejre mens Niels Jørgen, Niels Munch og Stig Nørregaard stod for de halve point.
Steen havde gode muligheder efter åbningen men overså noget taktisk og måtte ned. Rajee blev overfaldet på dronningenfløjen og selvom han fik sig kæmpet ud i et dobbelt tårnslutspil stod det ikke til at redde.
Sidste mand færdig var formanden, der kæmpede for at hive et uafgjort resultat hjem. Desværre blev jeg slidt ned fra en dårligere stilling, hvor det gik helt galt i den begyndende tidnød.
I morgen skal både 1. og 2. holdet i aktion - begge hold på hjemmebane.