Skanderborg 3 - Silkeborg 3, 4-4

Torsdag, 19. januar 2017 09:54 Johnny Rasmussen
Udskriv

Den 17-03 2017 var vi i Skanderborg for at møde deres 3. hold. De havde ca. 50 mere i rating i gennemsnit end os. Men vi håbede alligevel på en lige kamp. Det lykkedes.

Lasse Emil med hvid på 1. brættet havde en hård kamp mod een med mere i rating end ham. De skiftedes til at være i angrebet. Lasse fik taget et tårn for en løber på en smart finesse. I slutspilet, hvor næsten alle officererne var byttet af, ofrede Lasse sit sidste tårn på modpartens løber. Det gav en fribonde til dem begge. Modpartens fribonde på B-linien kunne Lasses konge nå. Derimod kunne Lasses fribonde på A-linien ikke stoppes så modparten opgav. Flot klaret Lasse!

Kim havde sort på 2. brættet. Det blev (som sædvanlig) en lang og sej kamp hvor han blev sidst færdig. I slutspillet havde Kim en løber og 5 bønder, hvoraf den ene var fribonde på B-linien. Modparten havde 4 bønder plus en springer. Det lykkedes ikke at få fribonden ned. Kims konge måtte gå efter de andre bønder. Det lykkedes at få taget dem alle til trods for en masse skak af springeren. H-bonden kunne nu rykke frem uden at springeren kunne nå den og modparten opgav.

Peter Sehested spillede hvid på 3. brættet. Modparten rokerede langt, det medførte naturligvis et stormløb mod kongestillingerne. Modparten fik det bedste angreb igennem. Efter et hårdnakket forsvar, hvor kongens stilling stadig blev mere usikker, valgte Peter til sidst at opgive.

Carsten med sort 4. brættet. Modparten fik efterhånden en dominerende stilling på C-linien med det resultat at bonden kun kunne stoppes ved et officersoffer. Dertil da Carsten ikke havde fået noget angreb i gang som kunne modsvare offeret, valgte han at opgive.

Stig Nørregård havde sort på 4. brættet havde et jævnbyrdig spil overfor modparten. De byttede regelmæssig af. I slutspillet havde begge 5 bønder, 1 tårn og dronningen. Modparten dertil 2 løbere, medens Stig havde en løber og en springer. Da kongerne var noget udsatte på grund af fremrykkede bønder valgte begge parter at tage remis.

Steen spillede hvid på 6. brættet. Kampen i lang tid lige. I slutspillet havde begge 6 bønder. Steen havde desuden en løber medens modparten havde en springer. Springeren viste sig at være mest effektiv, den fik taget 2 bønder. Bondeunderskuddet fik Steen til at opgive.

Nils med hvid på 7. brættet var med på afbud. Tak for det. Kampen var lige, de byttede af til de begge havde en forskelligfarvet løber plus tre bønder til modparten og to bønder til Nils. Da ingen af dem kunne få bønderne længere frem valgte de at tage remis.

Undertegnede havde sort på 8. brættet. Modparten rokerede langt og vi satte begge et hårdt angreb i gang mod kongestillingerne. Vi fik byttet af til vi begge havde tårnene og dronningen samt 6 bønder i slutspillet. Efter en del flytten frem og tilbage fik jeg doblet tårnene op og skakket kongen som måtte rykkes frem. Der blev slået hul i kongestillingen med fremrykkede bønder og skakket forfra med et tårn. Kongen kunne ikke flyttes så dronningen måtte dække. Da modpartens tårne stod passivt fik jeg skakket med dronningen bagfra og så var der mat.

Resultatet blev 4 - 4. Efter rating skulle det være 4,57 - 3,43 til Skanderborg. Vi kan kun være tilfredse med resultatet. 3. pladsen i A-rækken er stadigvæk vores.

Næste holdkamp bliver den 9. februar i Lunden hvor vi skal møde Aros 1. hold.

/Knud Mogens