3. holdets kamp mod Randers 2. hold

Fredag, 03. november 2017 22:21 Johnny Rasmussen
Udskriv

Den 2-11 2017 mødte Randers 2. hold op til kamp i Silkeborg. Holdet havde 4 reserver med, som havde knap så stor spillestyrke som det oprindelige hold. Det skulle vise sig i resultaterne.

Kim havde et lige spil i kampen. Begge parter koncentrerede sig især om midtspillet hvor de fik opstillet tårnene og Dronningen på E- og D-linien. I slutspillet havde Kim desuden en sort løber og modparten en springer, dertil 7 bønder for begge parter. Da ingen af dem kunne finde noget afgørende at slå sig igennem med, tog de remis efter 24 træk.

Peter Sehested kom ud for et hårdt angreb fra modparten på kongestillingen. Kongebønderne blev også taget med i angrebet. Det medførte en åben kongestilling for begge parter. Peter fik efterhånden et solidt styr på sine officerer så han fik taget en løber, en bonde og et tårn for en løber. Med den overvægt som Peter nu havde valgte modparten at opgive efter 26 træk.

Stig Holten kom hurtigt ud for en slagudveksling over for kongen. Kongen måtte flyttes, men modparten fortsatte angrebet. Stig fik ikke sine tårne i spil så hans konge blev efterhånden så presset at Stig valgte at opgive efter 21 træk.

Kurt var med på afbud, tak for det. Modparten fik hurtigt lagt en linie med bønder fra b7 til e4. Kurt søger at bryde linien  med f4. Modparten slår med e.p. og dermed kan modpartens dronning slå bonden på e3, skakke og udsigt til en gratis springer. Kurt vælger at opgive efter 24 træk.

Carsten spillede en lang og sej kamp og blev sidst færdig. Begge byttede af til de i slutspillet havde kongen samt tre bønder som stod over for hinanden. Ved et forsøg at tage en bonde kom modpartens konge i træktvang og Carsten kunne nu tage modpartens bonde og dermed få en fribonde som ikke kunne stoppes. Modpartens opgav naturligvis efter 43 træk.

Undertegnede spillede en lige kamp hvor vi byttede af til vi i slutspillet hver havde to springere, en sort løber og næsten alle bønderne. Dem forsvarede vi hårdnakket. Da vi ikke kunne se nogen muligheder for at slå os igennem valgte vi at tage remis efter 25 træk.

Steen fik sig en gratis springer ret hurtigt i spillet. Det gjorde at han efterhånden fik overtaget i kampen. I slutspillet havde Steen en sort løber, en springer og 6 bønder. Modparten havde en hvid løber og 6 bønder hvoraf et par var dobbelt. Steen fik efterhånden taget så mange bønder at modparten valgte at opgive efter godt 50 træk.

Henrik Havde et lige spil mod modparten med mange afbytninger. I slutspillet havde begge et tårn, en hvid løber og 7 bønder. Begge passede ihærdigt på deres bønder og valgte at tage remis efter 40 træk.

 

Resultatet blev 4½ - 3½ til SIlkeborg. Efter rating skulle det være 4,14 – 3,86 så vi fik en smule over forventning og har 4. pladsen i A-rækken efter 1. runde.

 

Næste holdkamp bliver i Aarhus, hvor vi skal møde Nordres 3. hold torsdag den 23. november.

 

/Knud Mogens