Silkeborg 2 - SK 1968 4, (4-4) 5-3

Fredag, 20. januar 2017 08:20 Johnny Rasmussen
Udskriv

I går var 2. holdet i aktion mod SK 1968 4 i Lunden. Sk 1968 havde indhentet forstærkning i toppen men vi var ratingfavoritter på bræt 3 til 8 og den forventede score var stadig i vores favør, 5.1 - 2.9. Sådan skulle det dog ikke gå - vi havde mestendels "stolpe ud" i opgøret.

Jack kom under pres og brugte megen tid og kom +1 time bagud på klokken. Til slut fik han noget modspil men da uret nærmede sig 0 satte Jack et tårn i slag og han opgav.

Peter Poulsen kom godt ud af åbningen og fik en fin stilling. Han gav 2 lette officerer for tårn og bonde samt angreb. Endnu en bonde kom ind på kontoen men nu var begge kombetanter i tidnød. Peter fandt ikke det rette angreb (hvis det var der) og i træk 40 gik han ind i en springergaffel og han opgav.

David kom også godt ud af åbnignen. Officererne var bedre koordinerede og der var pres mod modstanderens kongestilling. David fandt dog ikke den skarpeste fortsættelse og det endte ud i et tårnslutspil, hvor David havde en bonde mere. Dette kunne ikke vindes og der blev taget remis.

Birger fandt et flot dronningeoffer, der burde have givet et helt point. Desværre blev der ikke spillet præcist nok i fortsættelsen og han måtte nøjes med remis.

Lars Bøgedal gav, ikke helt uventet, en bonde i åbningen (så er der bedre plads til tårnene!) og satte modstanderen under pres. Han holdt dog sammen på stillingen og selvom Lars vandt bonden tilbage kom det ikke ud over remisgrænsen i det tårnslutspil der fulgte.

Jeg selv fik i dagens korteste parti et behageligt overvægt i centrum. Efter lidt taktik var der pludselig mat i 3 og pointet kom i hus.

Steen Nielsen kom ud i (endnu et) tårnslutspil. Der var stadig en del bønder på brættet og Steen forsøgte ihærdigt at få en sejr men måtte til slut affinde sig med remis.

Per Sønderskov havde en forventet score på 0.99 og levede op til favoritværdigheden. Der blev spist materiale og sejren kom sikkert i land!

Samlet ligger vi nu på en 4. plads - med 8½ point op til Århus/Skolerne 2 skal vi nu koncentrere os om at holde 6. pladsen på afstand - vi mangler nu nr. 5, 6 og 7 i turneringen. Næste gang (om 3 uger) er det nummer 5 - Rokaden, der skal på besøg i Lunden.

 

Opdatering:
Det lader til at SK1968 brugte en "ulovlig" spiller (1. bræt har spillet 4 kampe i divisionsturneringen) så foreløbig er resultatet ændret til en 5-3 sejr til os.

Senest opdateret: Fredag, 20. januar 2017 12:25