Viby 2 - Silkeborg 3, 4-4

Torsdag, 16. marts 2017 13:08 Johnny Rasmussen
Udskriv

Den 14-03 2017 havde 3. holdet sin sidste kamp, hvor vi mødte Vibys 2. hold. Bortset for 1. brættet var deres rating gennemsnit ca. 50 højere end vores, men vi fik alligevel spillet lige op mod dem.

Lasse Emil med hvid på 1. brættet fik en modstander med mere end 500 i rating end ham. Efter 15 træk var dronningen, en løber, en springer og en bonde byttet af. Lasses konge blev ikke rokeret, tværtimod blev kongen skakket ud på brættet så Lasse valgte at opgive den håbløse kamp. Trods de meget krævende kampe på 1. brættet fik Lasse alligevel 4 point af 7 kampe og en rating-gevinst på 29. Flot klaret Lasse!!

Kim havde sort på 2. brættet. Efter 18 træk hvor der var byttet to lette officerer og en bonde af, valgte parterne at tage remis i en lukket stilling.
I de næsten lige så krævende kampe på 2. brættet fik Kim 4½ point i 6 kampe og en rating-gevinst på 44. Flot klaret Kim!!.

Peter Sehested spillede hvid på 3. brættet. Det blev en hård kamp med mange afbytninger. Efter 33 træk hvor parterne havde et tårn, en løber og 5 bønder tilbage, valgte de at tage remis. Det blev til 4 point i 7 kampe, dog med et lille ratingtab på 13. Pænt klaret Peter.

Carsten med sort på 4. brættet spillede (som sædvanlig) en hidsig kamp mod sin modstander med mange afbytninger. Efter 26 træk hvor begge parter havde begge tårne og 6 bønder tilbage, enedes de om remis. Desværre fik Carsten ikke meget bonus for sin ihærdige indsats. 1½ point i 6 kampe er sikkert mindre end Carsten havde håbet på.

Stig Holten med hvid på 5. brættet var med på afbud. Tak for det. Stig rokerede langt med tilhørende bondestorm for begge parter. Efter 24 træk havde begge deres to tårne, en løber, en spinger samt 5 bønder tilbage. De valgte her at tage remis. Efter at have deltaget i 3 holdkampe og scoret 2½ point fik Stig en rating-gevinst på 59. Flot klaret Stig!!

Stig Nørregård spillede sort på 6. brættet. Også han rokerede langt med tilhørende bondestorm. En af bønderne nåede frem til f3, hvad der var stærkt generende for modparten som havde dronningen og begge tårne på baglinien. Stig fik doblet tårnene op plus dronningen på den fri e-linie. Modparten kunne ikke klare de efterfølgende afbytninger og Stig var dermed den eneste som fik et helt point! Det blev til 2½ point i 6 kampe med et ratingtab på 13. Pænt klaret Stig.

Steen havde hvid på 7. brættet. Der blev gået hårdt til det med en del afbytninger. Efter 34 træk havde begge parter dronningen, begge tårne, en springer plus 6 bønder tilbage. Da ingen af dem kunne finde nogen gevinstttræk tog de remis. Desværre fik Steen ikke meget bonus for sin ihærdige indsats. 1½ point i 6 kampe er sikkert mindre end Steen havde håbet på.

Undertegnede spilede sort på 8. brættet. Min modpart fik lavet et stormløb på kongestillingen. Kongens bønder gik tabt, men jeg fik alligevel stoppet angrebet. I slutspillet havde min modpart 5 bønder, heraf de to dobbelt, en springer og dronningen. Jeg havde dronningen, to løbere og to bønder. Efter 40 træk blev jeg tilbudt remis som jeg modtog. En af holdkampene mødte modparten ikke op, men i de øvrige 6 holdkampe fik jeg 4 point med en rating-gevinst på 43. Det er jeg godt tilfreds med.

Resultatet af holdkampen blev 4 - 4. I alt blev det til 29½ point. Efter rating skulle vi i teorien have 26,34 point. 3. holdet har dermed spillet en solid sæson! Vi sluttede på 5. pladsen i A rækken.

Til slut vil jeg takke alle mine kolleger på 3. holdet for deres indsats.

/Knud Mogens