Silkeborg 3 - SK 1968 5, 3½-4½

Søndag, 21. januar 2018 18:53 Johnny Rasmussen
Udskriv

Den 18-01-2018 mødte Sk. 1968 5. hold op til kamp mod 3. Holdet. Vores modstandere var unge mennesker fra 12 til 20 år. Deres gennemsnits rating var en smule lavere end vores. Det skulle vel betyde at vi kunne spille lige op mod dem. Sådan skulle det ikke gå.

Kim mødte holdets yngste deltager, en lille talentfuld fyr. Kim ofrede en bonde for få et angreb i gang på a- og b-linien. Modparten beholdt bonden på a-linien. Kim fik ikke slået sig igennem og da han alligevel forsøgte kom der en masse afbytninger af officerer. I slutspillet stod Kim til at miste en springer og så kunne a-bonden ikke stoppes. Kim måtte opgive efter 34 træk.

Peter Sehested havde en lang og sej kamp og blev sidst færdig. I slutspillet havde begge parter dronningen og tårnene plus 6 bønder til Peter og fem til modparten. Selv om begge parter fik taget yderligere et par bønder kunne de ikke få noget gennembrud med bønderne og valgte til sidst at tage remis efter 41 træk.

Stig Holten spillede solidt og forsigtigt. Ingen af parterne rokerede. Da et tårn og to bønder var byttet af valgte begge parter at tage remis efter 18 træk.

Stig Nørregaard havde i begyndelsen et lige spil mod moparten, men kom efterhånden bagud i materiale. Dog fik Stig en bonde ned på 7. række kun stoppet af modpartens konge. Stig havde kun dronningen og en løber tilbage, det var ikke nok til at jage kongen væk. Modparten havde yderligere begge tårne og kunne dermed lave et matangreb på Stigs konge selvom kongen var skjult bag et par bønder og løberen. Efter 36 træk var det slut.

Carsten rokerede kort og modparten rokerede langt. Modparten kom først med modangrebet og fik slået hul på Carstens kongestilling. Carsten forsvarede sig ihærdigt, men kongstillingen blev stadig dårligere. Det lykkedes modstanderen at tage en gratis springer og en mat lå lige for. Carsten valgte at opgive efter 26 træk.

Undertegnede fik en isoleret bonde at forsvare. Det lykkedes, men til gengæld havde modparten held til at placeret et tårn, dronningen og en springer foran min kongestilling. Naturligvis et meget farligt angreb, men jeg havde dog fået opstillet et forsvar og da min dronning kunne tvinge modpartens dronning til afbytning kunne der ikke laves et matangreb på min konge. Min modpart tog derfor mod et remis tilbud efter 28 træk.

Steen blev ret hurtigt lukket inde af sin modpart. Der var dog svagheder på dronningesiden så Steen fik en løber og en bonde for en springer. Modparten søgte at lukke hullet med dronningen, tårnene og et par bønder foran. Steen placerede dronningen så der var skak ved bonde fremrykning. Det skete da modparten placerede det ene tårn så bonden kunne true det ved skak. Modparten valgte nu at opgive efter 38 træk.

Henrik og modparten fik en meget åben kongestilling da ingen af dem rokerede. Efter en masse afbytninger havde begge parter et tårn, en springer og fire bønder. Modparten fik placeret sin springer så den ikke kunne flyttes på grund af skak. Springeren gik tabt og modparten tabte på tid efter 32 træk.

Resultatet blev at 3. holdet tabte med 3½ - 4½ til SK. 1968 5. hold. Efter rating skulle det være 4,15 – 3,85 til os. Vi fik under det forventede. I A-rækken er vi nu nr. 7 med 14½ point – et halvt point efter nr. 5 og nr. 6.

Næste holdkamp bliver mandag den 5. februar, hvor vi skal møde SK. 1968 4. hold i Studenternes Hus, Nordre Ringgade 3 i Aarhus.

/Knud Mogens