Silkeborg 4 - Skanderborg 4, 4½ - 3½

Lørdag, 29. februar 2020 16:56 Johnny Rasmussen
Udskriv

Torsdag den 27. februar mødte Skanderborgs 4. hold op til kamp mod Silkeborgs 4. hold. Vores modstandere havde ca. 150 i gennemsnit mere i rating end os. Men vi klarede os alligevel flot.

Steen Konradsen blev først færdig ved at vinde efter bare 8 træk. Her er de: 1. d4-Sf6 2. c4-e5 3. dxe5-Sg4 4. Sf3-Sc6 5. Lf4-Lb4+ 6. Sd2-De7  7. a3-Sxe5 8. axL-Sd3 mat! Det er vistnok det man kalder en Budapest-gambit. I hvert fald meget flot klaret af Steen!!

Paul R. Cook fik en lang og nervepirrende kamp, og blev også sidst færdig. Paul stod længe solidt, men taber så en løber. Løberen bliver senere genvundet, men modparten er nu ved at bryde igennem Pauls kongestilling og får dermed en fribonde. Desværre lykkedes det ikke Paul at stoppe fribonden, som når ned til forvandling. Efter 50 træk går Paul mat.

Jørn H. Andreasen møder en reserve som også er den højest ratede på Skanderborgs 4. hold. Jørn kommer hurtigt i problemer. Han mister en løber og en bonde. I slutstillingen har begge dronningen og et tårn. Jørn har desuden 5 bønder. Modparten har desuden en løber og 6 bønder. Den ene bonde er en fribonde som Jørn forgæves må opgive at stoppe. Efter 28 træk opgiver Jørn.

Flemming H. Jepsen og modparten skaber et bolværk mod hinanden med alle 8 bønder. I slutstillingen har begge desuden dronningen og 2 tårne plus en løber til modparten og en springer til Flemming. Skal de videre skal der ofres, det er der åbenbart ingen af dem der vil. Efter 23 træk tager de remis.

Undertegnede spillede en lige kamp mod min modstander med en del afbytninger. I slutstillingen havde vi begge dronningen og 7 bønder overfor hinanden. Min modparts dronning havde den åbne linie, men kunne ikke udnytte det til noget som helst, da min konge og dronning havde fin styr på alle bønderne. Efter 35 træk tog vi remis.

Iver Liin havde en lang kamp og blev næstsidst færdig. Modparten stod en overgang solidt, men begyndte så “at solde”. En glemt springer fik Iver gratis. Bagefter kunne Iver skakke sig til et tårn for en springer. Modparten havde nu kongen og to fribønder som ikke hang sammen, dem havde Ivers konge og tårn fin styr på. Desuden havde Iver to bønder overfor modpartens sidste bonde. Modparten valgte at opgive efter 48 træk.

Niels Chr. Munch fik hurtigt dominans midt på brættet. Modparten fik ikke rokeret, men måtte flytte kongen med mellemrum medens Niels fik taget den ene brik efter den anden. Efter 31 træk var modpartens stilling så håbløs at han valgte at opgive.

Henrik Wang-Holm fik en kort kamp. Der blev byttet en løber, en springer og en bonde af. Efter 13 træk tog parterne remis, selv om Henrik faktisk havde dominans midt på brættet.

Resultatet 4½ - 3½ til Silkeborgs 4. hold. Efter rating skulle det være 5,48 – 2,52  til Skanderborgs 4. hold. Silkeborgs 4. hold fik altså en flot sejr og har nu 2. pladsen i B-rækken med 21 point – ½ point mere end Skanderborgs 4.hold.

Den næste og sidste holdkamp bliver mandag den 9. marts i Sognegården ved Vejlby kirke, hvor vi skal møde Randers 3. hold.

/Knud Mogens