Oprykning til 1. div!

Mandag, 05. marts 2012 08:18 Johnny Rasmussen
Udskriv

Haderslev - Silkeborg = 2 - 6
2. div. 4/3 2012

Af: Steen S. Andersen

Det blev den perfekte dag for silkeborgs førstehold. Med en sikker sejr over de nærmeste rivaler fra Haderslev blev oprykningen til 1. division sikret! Som ekstra flødeskum på kagen vandt Preben igen og opnåede den perfekte score 7 af 7!  Afsluttende runder er altid helt specielle med masser af skakspillere samlet på et sted. I år var der sandelig også live-sending fra 3 matcher, bla vores. Spilleforholdene var ikke prangende. Bordene var smalle og bævrende. Arrangørerne kan selvfølgelig ikke gøre for det, men skak på en folkeskole kommer vist aldrig til at fungere.

Per var tæt på at spille årets parti i en vildt slags omvendt Blumenfelt gambit. For den ofrede bonde fik Per en helt overvældende stilling og 19.d5 havde ifølge maskinen nærmest afgjort partiet. Per spillede noget andet og da tiden begyndte at stramme til og match situationen så gunstig ud for os, tilbød Per remis som blev modtaget.

Preben vandt som sagt sit syvende parti og modtog efterfølgende gavekort og klapsalver. Man skal selvfølgelig have lidt hjælp af sin modstander for at vinde et parti, sådan er det jo. Men Preben har i mine øjne ikke været heldig på noget tidspunkt. De syv point er simpelthen fortjent! Dagens parti var (igen?!) et siciliansk slutspil. Set ud af øjenkrogen var det et gunstigt et af slagsen med 4 mod 3 på kongefløjen. Den slags vinder sort masser af og således også i dag. Flot Preben!

Jeg fik en nem sejr (med al respekt!). Jeg havde nemlig en hjemmeforberedelse med i ærmet som min modstander fulgte fuldstændigt! Jeg spillede en snedig sidevariant mod Panno-kongeindisk som modstanderen ikke spillede præcist. Derfor fik jeg en fribonde i a-linjen. Ikke nogen gevinst-garanti i sig selv, men sort fandt ikke den bedste modstand og måtte snart opgive med udsigten til at netop denne bonde ville koste ham et tårn.   

Flemming kom ud i en sjælden variant af Grünfeld indisk. I sig selv en indikation af at modstanderen havde forberedt et eller andet. Det havde han også, men ”heldigvis” spillede Flemming tilfældigvis en sidevariant som vist betød at de begge var lidt på udebane. Flemming vandt på sit løberpar og bedre teknik. Dermed 5½ af 6 partier og en præstationsrating på den anden side af 2400. Meget flot!

Michael tabte desværre efter en monster-lang teorivariant i en kongeinder. Jeg kender godt mange af trækkene og har set stillingerne før, men har dog aldrig forstået dem. Men umiddelbart ser det ud til, at enten sætter sort mat eller også taber han efterfølgende på damefløjen. Remis virker helt usandsynligt. Sorts angreb så farlig ud. Men Michael fik det afværget og sad tilbage med en mer-officer. Der skulle egentlig bare stabiliseres, så ville sejren være hjemme. Men desværre overså han en simpel afdækkerskak som kostede dronning for tårn, og derefter var det håbløst. En ærgerlig måde at tabe på.

Torben sad som sidste mand med et slutspil hvor han havde en fordel, som alle andre end Torben selv, nok ville betegne som ”optisk”. Torben selv var dog helt overbevist om at fordelen var stor og spillede ufortrødent videre, selvom vi var mange der sendte partiet trætte blikke… Men, tryllerylle, pludselig VAR der vindende fordel. Måske havde Torben ret hele tiden, jeg orker ikke at finde sandheden her søndag aften, men nøjes med at bifalde Torbens prisværdige fighter-indstilling!

Søren vandt på en utrolig sikker og overbevisende måde, som gav mig mindelser om Torbens parti i sjette runde. Altså spil til et mål. I en lukket stilling hvor Søren havde kontrol over den eneste åbne linje (a-linjen) forventede jeg at han ville kunne vinde ved at overmande sorts svage b6-bonde. Men Søren fandt en smart omdirigering af dronningen til kongefløjen som var helt knusende. En flot afslutning på sæsonen til Søren som virkede meget glad og lettet, efter at have haft en svingende sæson.

Peter spillede en ret udramatisk remis. Det blev en uortodoks form for Tarrasch hvor jeg må formode at hvid kom bedst fra start. Men set udefra havde Peter ingen problemer med at holde balancen. Passende nok var det netop holdkaptajnens remis der sikrede os de 4 point som vi skulle bruge til oprykning! Tak til Peter som igen i år har håndteret alt det praktiske omkring holdkampene.

Sidst men ikke mindst, tak til reserverne Hans Ulrich, Arne og Poulsen som scorede 2½ af 3, samt til formand Johnny som har brugt nogle søndage som dommer i vores hjemmekampe!