Holdskak - 2. holdet

Fredag, 06. februar 2015 14:32 Johnny Rasmussen
Udskriv

2. holdet havde hjemmebane mod SK 1968 4 i går. På trods af at vi var svage favoritter (4.52 - 3.48) tabte vi stort med 2½ - 5½.

Vi ligger dermed fortsat sidst i rækken med 4 point op til den (måske) reddende 6. plads. Der skal et par gode sejre til i de 2 sidste runder for at vi kan klare skærene.

Peter Poulsen spillede efter eget udsagn lidt sløjt og partiet blev hurtigt aftalt til remis.

Jack var ude i et forrygende drama. Han spillede som vanligt en gambit og det var hele tiden et spørgsmål om sort fik konsolideret eller hvid fik et afgørende angreb ind. I egen tidnød gik Jack "all-in" og det gav pote. Angrebet bragede igennem og hele pointet kom i hus. Flot, flot, flot!

David afslog et tidligt remistilbud, for så at komme i problemer i midtspillet. Modstanderen vandt en kvalitet og havde en giftigt udseende garderet fribonde i c-linjen. Efter lidt driblen rundt fik David dog afviklet de 2 farlige bønder med kun en enkelt bonde. Herefter holdt stillingen sammen og man enedes om remis.

Peter Kristensen fik en meget lovende stilling med et hårdt pres mod modstanderens stilling. Han havde dog (som sædvanligt) brugt for meget tid. Han klarede dog tidskontrollen med fortsat god stilling - men brugte igen for megen tid og måtte ned i tidnøden. Øv.

Steen Nielsen kom ud i en lidt kringlet åbning. Jeg syntes egentlig det så rimeligt ud men pludseligt havde Steen kastet håndklædet.

Tom fik en god stilling (uglerne var i hvert tilfælde meget optimistiske) men man enedes om remis.

Jeg selv spillede helt forfærdeligt i åbningen og stod (tykt) til tab efter blot 7 træk. Jeg sprællede videre men det var håbløst.

Anders spillede (igen) godt og stod godt efter åbningen. Senere vandt han en kvalitet for en bonde og det så endnu bedre ud. I begyndende tidnød valgte han dog en dårlig plan og så gik det hurtigt ned af bakke og han måtte ned. Spillet er dog til langt mere så kom igen!

 

Senest opdateret: Tirsdag, 10. februar 2015 13:46