Holdskak - 4. holdet

Tirsdag, 27. oktober 2015 11:39 Johnny Rasmussen
Udskriv

I går var det så 4. holdets tur til at debutere i årets holdskak sæson. Jeg har fået følgende referat fra Knud Mogens:

Den 26. oktober 2015 mødte vi Hørning skakklub, som efter rating er rækkens stærkeste hold med et gennemsnit på 238 mere i rating end os.
Vi var derfor spændte på om der kunne scores point her. Det lykkedes dog.

Henrik havde hvid på 1. brættet. Det blev en lige kamp. Henrik fik en springer og en løber for begge løberne. Da bønderne efterhånden var nået ca. midt på brættet og der nu skulle en større slagudveksling til, var begge usikre på resultatet herfor og tog remis.

Undertegnede havde sort på 2. brættet. Modparten startede med bonden til f4 og lagde op til et angreb på min kongestilling, men jeg fik lukket for angrebet med kongebønderne støttet af konge, tårn og dronning. En springer og løber blev byttet af. Modparten rykkede nu frem på dronningefløjen, men her blev der også lukket. Da ingen af os ville ofre for at komme videre tog vi remis.

Iver havde hvid på 3. brættet. Tidligt i spillet lykkedes det modparten at lave hul på h-linien, domineret af hans tårn. Iver fik dog en løber placeret på h2. Desværre lykkedes modpartens dronning at jage kongen over på h1. Straks efter kom en springer på g3 og skakkede kongen. Springeren kunne ikke slås af løberen på grund af tårnet. Så var den kamp forbi.

Lars Peter havde sort på 4. brættet. Desværre lykkedes det modparten at hindre Lars Peter i at rokere. Kongen blev stående på e8 og de tre officerer på kongesiden kom ikke i spil. Modparten fik efterhånden en bonde ned på d7 og skakke kongen. Nu skulle dronningen ofres. Det ville blive for dyrt og Lars Peter valgte at opgive.

Resultatet blev 3 - 1 til Hørning. Efter rating skulle resutatet være 3,17 - 0,83 til Hørning. Vi kan være rimeligt tilfredse med det ene point.

Vi er oversiddere i uge 47, da der kun er 7 hold i rækken. 
Den næste kamp bliver den 8. december, hvor vi skal møde Grenaa. På grund af afstanden mellem de to byer har 6. hovedkreds valgt at lade kampen foregå i Rokadens lokaler i Randers.