Holdskak

Tirsdag, 01. november 2016 12:46 Johnny Rasmussen
Udskriv

Denne sæsons holdskak for Silkeborg Skakklub blev skudt igang i går da 2. holdet var på besøg hos Syddjurs, hvor vi mødte deres 1. hold i Mesterrækken.

Vi var marginalt favoritter (forventet 4.27 - 3.73) men måtte tage hjem med et smalt nederlag på 3½ - 4½.

Jack fik lov at spille en gambit og fik også en fin stilling. Der gik dog noget galt i komplikationerne da tidskontrollen nærmede sig og han måtte ned.

Peter Poulsen kom ud i noget rod (ikke så overraskende). Han fik også en lovende stilling men fandt nok ikke den bedste fortsættelse. Også Peter kom ud i tidsproblemer hvor hele pointet blev sat over styr.

David fik en (lidt for) let aften - modstanderen dukkede aldrig op, hvilket gav et point.

Birger tog imod en gambitbonde i åbningen - hvilket gav modstanderen et hvist udviklingsforspring og tryk mod Birgers stilling. Birger beholdt bonden partiet igennem men der blev taget remis inden tidskontrollen i en stilling logenlunde i balance.

Jeg selv fik en fin stilling hvor sort stort sent intet modspil havde. Jeg kunne dog ikke finde det afgørende gennembrud og måtte nøjes med et halv point.

Steen Nielsen kom under belejring og fik sig en elendig hvidfeltet løber. Han holdt dog stand og fik afviklet til et remis-slutspil.

Per Sønderskov kom fint ud af åbningen (som jeg ikke forstod så meget af) hvor modstanderens konge blev holdt i centrum. Per måtte dog senere aflevere den ene bonde efter den anden og han måtte ned.

Peter Sehested var med som reserve (tak for det!) og gjorde det rigtig flot. Efter at have været under et hvist tryk blev der slået kontra og Peter fik sat en flot mat ind.

I aften skal 4. holdet på besøg hos Skanderborg, på torsdag tager 3. holdet imod SK 1968 V og som rosinen i pølseenden tager 1. holdet imod Springeren 2 på søndag.