VRS 2 - Silkeborg 3, 3-5

Torsdag, 15. marts 2018 07:50 Johnny Rasmussen
Udskriv

Den 12. marts var Silkeborgs 3. hold i sognegården i Vejlby, for at møde Vejlby-Risskovs 2. hold i A-rækkens afsluttende kampe. Efter rating var vi jævnbyrdige. Alligevel fik vi det bedste resultat.

Kim havde spil på e- og f- linien i starten. Modparten havde størst tryk på i begyndelsen, men Kim fik efterhånden mere og mere overtaget. Det var især begge parters dronninger som gjorde arbejdet. Efter 53 træk var modparten blevet så mør at han valgte at opgive. Kim opnåede at få 2½ point i A-rækkens 7 kampe, efter rating skulle det være 2,49 point. Desuden fik Kim 1 point i en enkelt kamp i Mester-rækken. Godt klaret.

Peter Sehested spillede en hård kamp med mange afbytninger. I slutspillet havde begge parter kongen, en hvid løber og fem bønder. Det ville især være kongerne som skulle “spise” bønder. Modpartens konge opnåede den bedste placering, så Peter valgte at opgive efter 31 træk. Peter fik 2 point i A-rækkens 7 kampe. Efter rating skulle det være 2,89 point.

Stig Holten spillede flot på dronningesiden og fik taget bønderne på a- b- og c-linien. I slutspillet tog Stig også bønder på den anden side af brættet. Begge parter havde nu kongen og en spinger samt seks bønder til Stig og to bønder til modparten. Modparten valgte naturligvis at opgive efter 47 træk. Stig fik 3½ point i sine 6 kampe i A-rækken. Efter rating skulle det være 2,72 point. Godt klaret.

Stig Nørregaard rokerede langt og modparten rokerede kort. Det medførte naturligvis en bondestorm på kongestillingerne. Modparten slap bedst af sted med det. I slutspillet havde begge parter dronningen og en løber samt tre bønder til Stig og fem bønder til modparten. Stig valgte at opgive efter 37 træk. Stig fik 1½ point i sine 5 kampe i A-rækken. Efter rating skulle det være 2,15 point.

Carsten fik et godt spil i gang, men modparten forsvarede sig effektivt. I slutspillet havde begge parter to tårne, en springer, en løber og fem bønder. Da ingen af dem kunne finde noget effektivt at fortsætte med tog de remis efter 30 træk. Carsten fik 4 point i sine 6 kampe i A-rækken. Efter rating skulle det være 1,93 point. Dertil fik Carsten hele 117 point i rating. Flot klaret!

Undertegnede blev for en gangs skyld sidst færdig. Spillet var meget lukket og min modpart afslog et remis tilbud. Vi begyndte så at bytte af. I slutspillet havde jeg dronningen og fire bønder, min modpart havde dronningen, en løber og to bønder. Min modpart forsøgte længe at skakke sig til en fordel, men opnåede intet. Efter 80 træk gik han med til remis. Jeg fik 1½ point i A-rækkens 7 kampe. Efter rating skulle det være 2,74 point. Dermed fik jeg “æren” af at være A-holdets bundskraber!

Steen og modparten rokerede begge langt og gik i gang med afbytninger. Steen fik en løber for en bonde. I slutspillet havde begge dronningen og et tårn plus en løber til Steen, desuden fire bønder til Steen og fem bønder til modparten. Da modparten havde begge officerer fremme for at gå efter løberen kunne Steen gøre mat i bunden efter 26 træk. Steen fik 4 point i A-rækkens 7 kampe. Efter rating skulle det 3,09 point. Godt klaret.

Henrik havde et langt parti med mange afbytninger. I slutspillet havde begge et tårn og fem bønder. Henriks konge var mere effektiv end modpartens konge. Det gjorde at Henrik fik fribønder som modparten ikke kunne stoppe og han opgav efter 47 træk. Henrik fik 4½ point i A-rækkens 7 kampe. Efter rating skulle det være 3,98 point. Godt klaret.

Resultatet blev at vi vandt med 5 – 3 over Vejlby-Risskovs 2. hold. Efter rating skulle det være 4 – 4.

Vi blev nummer 5 i A-rækken med 24½ point i alt. Efter rating skulle det være 23 point. Altså en rigtig god sæson.

Til slut vil jeg takke alle mine kolleger i 3. holdet for en god indsats.

/Knud Mogens