Aros 1 - Silkeborg 3, 4-4

Torsdag, 17. januar 2019 10:26 Johnny Rasmussen
Udskriv
Den 15. januar var Silkeborgs 3. hold i Århus for at møde Aros 1. hold. Aros-1 har i gennemsnit omkring 225 mere i rating end Silkeborg-3. Der var udsigt til en masse tæv til os, men sådan skulle det ikke gå.
Stig Holten måtte som sædvanlig spille en hård kamp mod en stærk modstannder. Han blev sidst færdig, men med sin gode taktiske kunnen spillede han lige op mod modparten. Efter mange afbytninger havde Stig i slutspillet et tårn, en springer og fem bønder. Modspilleren havde et tårn, en løber og fire bønder. da ingen af kunne komme videre uden at svække deres stilling tog de remis. Flot gjort af Stig, modstanderen havde næsten 200 mere i Rating!
Steen Konradsen mødte Aros førstemand med næsten 2000 i rating. Det blev naturligvis en barsk omgang for Steen, men han sikrede sig en stærk stilling, tilmed var det ham der var i angreb til sidst. I slutspillet havde begge dronningen, 2 tårne, 2 løbere, en springere og seks bønder. Steen tog en bonde med udsigt til en gratis bonde mere, så gik modparten med til remis. Stærkt gået af Steen, modparten havde næsten 400 mere i ratinng!
Stig Nørregaard har åbenbart succes med sit hurtige angrebsspil. Også denne gang gik han hårdt til værks. Modparten fik ikke rokeret, men fik også et angreb i gang. Stig fik lukket sin åbne kongestilling med en løber. I slutstillingen havde havde Stig dronningen, to tårne, en løber, en springer og seks bønder. Modparten havde det samme dog en bonde mindre. Afgørelsen kom da Stigs dronning kunne true med at tage et tårn eller en spinger. Modparten havde næsten 250 mere i rating. Demed har Stig fire sejre i fire holdkampe. Meget flot af Stig!
Peter Sehested fik ikke den kamp han kunne ønske sig. Ret tidligt i kampen mistede han sin hvide løber, dog førte han med en bonde. Med en officer i undertal mistede han efterhånden materiale. I slutspillet havde han et tårn og en løber plus nogle få bønder, men måtte opgive da han ikke kunne hindre at modparten ville få en bonde ned til forvandling. Modparten havde cirka 200 mere i rating end Peter.
Søren Rud Ottesen spillede lige op mod sin modstander. I slutspillet havde begge parter dronningen, begge tårne og syv bønder. Da ingen af dem kunne slippe igennem med noget afgørende tog de en ret hurtig remis. Modparten havde godt 150 mere i rating end Søren.
Carsten Mogensen var i en stor del af kampen temmelig presset, men det lykkedes ham efterhånden at få rettet op på forsvaret. I slutspillet havde begge dronningen, et tårn, en løber, en springer og seks bønder. Modparten tog en bonde, Carsten slog igen og efter nogle overvejelser valgte de at tage remis. Modparten havde godt 150 mere i rating end Carsten.
Iver Liins spil var noget specielt. Iver fik en fribonde frem til 6. række samt doblet op tårnene op. modparten valgte ikke at rokere så en springer og et tårn var nærmest spærret inde til slutningen af kampen. I slutspillet havde begge parter 2 tårne, en springer, en løber samt fem bønder. Det lykkedes modparten at true begge tårne med en springer. Iver fik truet kongen med et tårn og parterne valgte at tage remis sikkert på grund af den fremrykkede bonde. Modparten havde ca. 300 mere i rating end Iver.        
Undertegnede fik en rolig udvikling, et par bønder og et par springere blev byttet af. Desuden blev min løber byttet af med en springer. Min modpart sad længe og tænkte over hvad det næste træk skulle være, jeg sagde så at jeg ikke havde noget imod en remis. Det tog han imod og vi var de første som blev færdige med spillet. Min modpart havde godt 150 mere i rating end jeg.
Resultatet blev 4 – 4. Efter rating skulle resultatet være 6,21 – 1,79 til Aros. 3. holdet fik over 2 point mere end det vi skulle i teorien. En rigtig god skakaften for A-holdet. Vi har nu 4. pladsen i A-rækken.
Næste holdkamp bliver den 7. februar, hvor vi i “Lunden” skal møde 5. holdet fra SK 1968.
Knud Mogens