4. holdets kamp mod VRS 3. hold

Onsdag, 30. oktober 2019 16:44 Johnny Rasmussen
Udskriv
Den 28. oktober var 4. holdet i Vejlby-Risskov for at møde deres 3. hold. Vores modstandere havde ca. 40 mere i rating i gennemsnit end os, så vi kunne håbe på en jævnbyrdig kamp. Men det skulle gå meget bedre!
PauL R. CooK spillede en lang kamp og blev også sidst færdig. Der var jævnbyrdighed i det meste af kampen. Sidst i kampen blev Paul skakket og mistede en springer plus en fremrykket bonde. Paul fik dog med sit sidste tårn skakket kongen væk så de sidste bønder kunne tages samt at tårnet blev byttet af med modpartens. Paul havde nu to bønder på g- og h-linien som modpartens konge og springer skulle stoppe. Springeren måtte ofres på h-bonden, men Pauls konge nåede så langt frem at g-bonden fremrykning kunne sikres og modparten opgav efter 71 træk.
Jørn H. Andreasen fik en usædvanlig kamp. Modparten ofrede sin springer på f-bonden og Jørns konge blev skakket ud på brættet, men Jørn fik dygtigt sine officerer og bønder med i forsvar og angreb. Efter 20 træk var fremrykningen så langt fremme at modpartens kongestilling blev usikker, han valgte derfor at opgive.
Flemming H. Jepsens kamp fik jeg ikke set så meget af, men et stykke inde i kampen var dronningerne, en løber, en spinger og et par bønder byttet af og Flemming stod solidt. Han vandt også kampen.
Undertegnede kom ud for et hurtigt anlagt angreb på kongestillingen. Jeg fik dog et forsvar på plads i tide. Efter lidt spredt fægtning valgte min modpart at gå til angreb, en løber slog en bonde i kongestillingen. Jeg slog igen hver gang der blev slået. Efterhånden havde min modpart et tårn, dronningen og 7 bønder tilbage. jeg havde to tårne, dronningen og 6 bønder tilbage. Min modpart sagde at han havde beregnet afbytningerne forkert og opgav efter 28 træk.
Iver Liin fik efterhånden overtaget. I slutspillet havde han taget 4 bønder, en springer og en løber. Modparten havde taget 3 bønder og en løber.  Iver havde dermed en springer og en fremrykket fribonde i overskud. Det fik modparten til at opgive efter efter 27 træk.
Niels Chr. Munch og modparten startede med siciliansk åbning. Niels var hurtigst med angrebet. Bønderne rykkede straks frem mod modpartens kongestilling og lykkedes at åbne stillingen med afbytninger. Modparten fik ikke tid til et modangreb, han havde nok at gøre med at redde kongen.
Det meste blev efterhånden byttet af. Stillingen for modpartens konge blev dog stadig mere usikker og han valgte at opgive efter 45 træk.
Tróndur R. Olsson var med på afbud. Tak for det. Tróndur lavede en lang rokade og modparten en kort rokade. De fik efterhånden afbyttet dronningerne, begge springere og 2 bønder. Herefter så begges stillinger lige ud. Parterne valgte derfor at tage remis efter 22 træk.
Henrik Wang-Holm fik ingen modstander. Det betød endnu et point til Silkeborg. Det er ellers sjældent at en skakklub ikke kan stille med fuldt hold på hjemmebane.
Resultatet 7½ – ½ til Silkeborgs 4. hold – langt mere end forventet! Vi har første pladsen i B-rækken. Humøret var højt hos alle Silkeborg-spillerne da de tog hjem.
Næste holdkamp bliver tirsdag den 19. november i Skanderborg , hvor vi skal møde deres 4. hold.
/Knud Mogens