Holdkamp: Skanderborg 5 - Silkeborg 4

Torsdag, 04. november 2021 07:50 Johnny Rasmussen
Udskriv

Den 2. november var Silkeborgs 4. hold i Skanderborg for at møde deres 5. hold. Ratinggennemsnittet var lidt højere for Silkeborg og det viste sig også i resultatet.

Paul Richard Cook spillede en lang og sej kamp og blev sidst færdig. Ingen fik overtaget. Modpartens konge rykkede fremad med sine bønder og stod efterhånden overfor Pauls konge. I slutspillet havde Paul konge, to tårne og fire bønder. Modparten havde konge, to tårne og fem bønder hvoraf den ene var en fribonde som efterhånden nåede ned på 7. række klar til forvandling. Pauls tårne var placeret sådan at modpartens konge ikke kunne undslippe, så der skulle blot en enkelt bonde frem til skak og mat inden modparten fik forvandlet en bonde. Det skete i 45. træk og sejren var hjemme.

Undertegnede blev hurtig klar over at min modpart spillede stærkere end sin rating. Jeg var derfor grundig med mine forberedelser til et angreb på modpartens kongestilling. Undervejs byttede vi en bonde af og jeg fik en springer og en løber for begge mine springere. Kort efter at jeg var begyndt angrebet på kongestillingen placerede min modpart sin dronning sådan at jeg kunne lave en dronningefangst med min hvide løber. Min modpart opgav naturligvis og efter 29 træk var sejren hjemme.

Iver Liin kom dårligt fra start. Hurtigt mistede han en løber og en bonde. Senere fik modparten yderligere to bønder. Alligevel fik Iver to bønder frem til forvandling, men hans modpart ofrede sine sidste officerer på dem! I slutspillet havde Iver Konge, et tårn og to bønder. Modparten havde kongen og fem bønder. Ivers tårn tog fribonden som var en randbonde og derefter fik Iver to bønder for en bonde. Modparten opgav nu efter 55 træk.

Henrik Wang-Holm og modparten fik splittet hinandens stilling op til en noget flosset affære, hvor begge konger var meget udsatte. Henrik var først til at udnytte situationen med et angreb på kongestillingen med dronning og tårn. Blot et træk til var der mat! Modparten reddede situationen med evig skak af dronningen på Henriks udsatte konge. Det endte med remis efter 37 træk.

Resultatet blev 3½ – ½ til Silkeborgs 4. hold. Efter ratinng skulle det være 2,45 – 1,56 til Silkeborgs 4. hold. Vi fik altså en komfortabel sejr og er nummer et i gruppen.

Næste holdkamp bliver den 22. november i Vejlbys sognegård hvor vi skal møde VRS 3. hold.

/Knud Mogens