Silkeborg 4 - Århus/Skolerne 4, 1 - 3

Lørdag, 18. december 2021 22:00 Johnny Rasmussen
Udskriv

Den 16. december mødte Aarhus/Skolernes 4. hold op til holdkamp mod Silkeborgs 4. hold. Efter rating stod vi lige, men resultatet blev desværre ikke til Silkeborg fires fordel.

Paul Richard Cook fik et hurtigt parti. Springeren på f3 blev slået af Pauls løber og modsvaret af g2. Så var der hul ned til kongen. Straks efter blev f3 slået af Pauls springer med skak og så røg dronningen som var placeret uheldigt. Kort efter kom Pauls dronning, støttet af løberen, ned på h1 og så var der mat da kongen ikke kunne undslippe for tårnet som stod i vejen. Efter 17 træk og mindre end ½ time var pointet hjemme. Det blev det eneste point 4. holdet fik.

Undertegnede kom ikke så nemt afsted da modparten viste sig at være bedre end de 1000 rating han var tildelt. Kampen var lige I begyndelsen, men desværre fik jeg lavet et fejltræk som modparten udnyttede ved en skak at tage en springer. Jeg havde dog en fribonde som jeg næsten fik ned til forvandling. Med en officerer i undertal mistede jeg dog bonden. Derefter kunne jeg ikke hamle op mod modpartens bondeslutspil og måtte opgive efter 58 træk.

Iver Liin spillede en lang og sej kamp mod sin modpart og blev også sidst færdig. Længe var kampen lige, men så ofrede modpartens løberen på h-bonden. Det gjorde at dronningen kunne tage 3 bønder og ved skak også en springer. I slutspillet var det fribønderne som afgjorde kampen. Iver måtte opgive efter 47 træk.

Henrik Wang-Holm var efter lige spil kommet i angreb. Modparten havde dog placeret dronningen på b7 med sigteline mod Henriks kongestilling. Da modparten flytter kongen til f8 kan Henriks dronning komme på h7. Modparten flytter tårnet til e6 så kongen kan undslippe. Henrik skakker kongen og slår b7. Nu flytter modparten tårnet hen på b6. Henrik får nu et alvorligt problem, enten må han ofre dronningen eller gå mat. Han vælger at opgive efter 30 træk.

Resultatet blev 3 – 1 til Aarhus/Skolernes 4. hold. Efter rating skulle det være 2,06 – 1,94 til Silkeborgs 4. hold.  Silkeborgs 4. hold har nu 5½ point og er nummer 3 i rækken.

Næste holdkamp bliver i Silkeborg den 20. januar hvor vi skal møde Skanderborgs 5. hold.

God jul og godt nytår til alle som læser denne beretning

Knud Mogens