Holdkamp mellem Silkeborg 4 og Skanderborg 4

Søndag, 06. november 2022 09:09 Johnny Rasmussen
Udskriv

Nu er holdkampene gået i gang. Det giver mange af os mulighed for at prøve kræfter med spillere fra andre skakklubber – sikkert meget sundt!

Den 3. november mødte Skanderborgs 4. hold op til kamp mod Silkeborgs 4. hold. Vores modstandere havde mere i rating end os, men Silkeborgs 4. hold klarede sig alligevel hæderligt.

Lars Peter Levin Olsen havde en rolig udvikling med sin modpart. Efter ca. en snes træk gik modparten til angreb på Lars Peters kongestilling. Lars Peter slog igen de fleste gange og havde også angreb mod modpartens kongestilling. Lars Peters konge havde efterhånden mistet hele sit forsvar og da modparten tilmed fik et gratis tårn var der kun få træk til en mat. Lars Peter opgav nu efter 43 træk.

Undertegnede havde en hurtig udvikling i åbningen og fik rokeret. Min modpart undlod at rokere, men samlede officerer til et stormløb mod kongestillingen. Tilsvarende samlede jeg officerer til forsvaret af kongen. Det blev til en hidsig kamp med mange afbytninger. I kampens hede lykkedes mig at få en springer for en bonde. Kampen stillede af og jeg vurderede at jeg ikke havde materiale nok til at angribe modpartens konge og forsvare min egen konge, som havde fået en temmelig ramponeret stilling. Jeg tilbød remis efter 35 træk og min modpart tog imod.

Jørn Henning Andreasen havde en lang og sej kamp og blev også sidst færdig. Begge parter tænkte længe inden de trak. Jørn havde et angreb i dronningesiden, men det lykkedes modparten at få stablet en holdbar stilling der. Modparten fik lavet et gennembrud på kongesiden som dronningen kom igennem. Jørn mistede et par bønder og da dronningen også fik et gratis tårn var “løbet kørt.” Jørn opgav efter 44 træk.

Iver Liin have en jævnbyrdig udvikling med modparten. Dog førte Iver en overgang med to bønder. Dem fik modparten dog taget. I slutkampen havde begge parter et tårn og to bønder. Begge Ivers bønder var langt fremme. Det samme var modpartens ene bonde. Ivers ene bonde nåede først frem og modparten måtte ofre sit tårn på den. Ivers tårn kunne nu nå at få ram på modpartens fremrykkede bonde. Modpartens konge kunne ikke nå at få ram på Ivers sidste bonde og opgav efter 53 træk.

Resultatet blev 2½ - 1½ til Skanderborgs 4. hold. Efter rating skulle det være 3,02 – 0,98 til Skanderborg. Silkeborgs 4. hold fik lidt mere end det skulle efter rating. I rækken med 8 hold har Silkeborgs 4. hold 7. pladsen.

Næste holdkamp bliver mandag den 21. november hvor vi skal spille i Vejlby Sognegård.

Knud Mogens