SSK 2
Referat fra kampene:

7. runde Silkeborg II - Viby IV 6 - 2 (Af Johnny Rasmussen)

Jack Thostrup - Johnny Sparvang 0-1
Steen Nielsen - Kurt Frede Nissen Aalbæk 1-0
Johnny Koust Rasmussen - Cathrin Lange 1-0
Ove Jelling - Brian Kristensen 1-0
Kurt Nielsen - Mogens Engsig-Karup 1-0
Karsten Mogensen - Peter Ulrich 1-0
Nenad Kikanovic - Per Møller 0-1
Jess Poulsen - Rudolph Werk 1-0
Også i denne runde var vi klare ratingfavoritter til trods for at vi havde hele 5 reserver med til den afsluttende runde i Skødstrup!
Placeringsmæssigt var der ikke det store at spille for - det skulle gå meget skidt eller meget godt, hvis vi skulle flytte os fra 4. pladsen.
I toppen af gruppen kunne Nordre III tillade sig at tabe 8-0 og alligevel være sikre på 1. pladsen! De "nøjedes" dog med at tabe 3-4 (begge hold stillede med 7 mand!) og vandt suverent rækken.
1) Jack tabte for første gang i denne sæson - og det i et parti hvor han var klar favorit. Jack kom ellers fint fra start og fik sat modstanderen under gevaldigt pres. Det endelige gennembrud kom dog ikke og Jack havde efterhånden også fået brugt en del tid. Efter at have afslået op til flere remistilbud kom Jack ind i et dårligt slutspil og tabte.
2) Steen kom fint fra start uden dog at have noget afgørende. Han kom dog ind i et dronningeslutspil med en bonde mere, da modstanderen gik i en slags selv-mat. Tak for det!
3) Jeg (Johnny) var på et tidspunkt i overhængende tabsfare, men heldigvis overså min modstander en kvalitetsgevinst. I stedet fik jeg en solid mer-bonde. Den ene bonde blev til tre og min modstander opgav høfligt da vi blev det sidste parti.
4) Ove kom ud i et "vildt" parti, hvor modstanderen gav en bonde for at få angreb. Ove havde dog et fornuftigt forsvar og fik samtidigt fanget modstanderens konge på d-linien. Pludselig fik Ove en dronning forærende og så var det selvfølgelig overstået.
5) Kurts modstander dukkede sent op, men partiet kom dog i gang. Undervejs ringede Viby-mandens mobiltelefon og der opstod diskussion om hvorvidt partiet derfor var tabt! Der blev dog spillet videre og Kurt kunne relavtivt hurtigt derefter afgøre partiet på normal vis.
6) Karsten kom skidt fra start med bondetab til følge uden skyggen af kompensation. Han kæmpede dog fint videre og fik belønningen i form af en officer! Herefter kørte han sikkert hele pointet i hus.
7) Også Nenad måtte aflevere en bonde i åbningen, men hans modstander var knap så flink. Efter nogle afbytninger måtte Nenad bøje sig i slutspillet.
8) Jess kom under gevaldigt pres af en bondestorm efter at der var blevet rokeret til hver side. Pludselig fik Jess dog kapret en dronning for en løber og Jess blev den første der vandt! Alt i alt en heldig sejr - det kunne let have været blevet til et par point mindre.
Som ventet fik vi en 4. plads med 4½ point op til skolerne på 3. pladsen og 3 point ned til Skødstrup på 5. pladsen.

6 Runde: ÅrhusIII - Silkeborg II : 2 - 6 (Af Kim Kristensen)

Birger Møller - Jack Thostrup 0-1
Allan H. Corneliusen - Steen Nielsen 1-0
Christopher M-Pedersen - Bjarne Jensen 0-1
Thomas H. Andersen - Kim Kristensen 0-1
Kjeld E. Nielsen - Poul Nørgaard 0-1
Lars H. Rasmussen - Johnny Rasmussen 1/2-1/2
Øjvind Høstmark - Ove Jelling 1/2-1/2
Søren Hørning - Kurt Nielsen 0-1
Det var med forventninger om en storsejr vi tog til Århus for at møde rækkens bundhold, og selv om vi ikke selv havde gjort det alt for overbevisende hidtil var ratingforskellene dog så store at 6 1/2 - 7 point burde være inden for rækkevidde.
Dette skyltes bl.a. også at vi var forstærket med både Steen og Bjarne, men dog skal så trækkes fra at Århus i toppen havde sat 2 tidligere mesterspillere ind.
Der blev dog noget mere spænding om udfaldet end godt var, og en overgang stod vi vel nærmest til et samlet tab.
1) Jack var langt fra så sikker som sædvanlig, ofrede en bonde i åbningen men et fejlriv kort efter betød han intet havde for denne, og senere fortalte Fritz at han ville have været bagud med 2,0 hvis modstanderen havde taget en gratis kvalitet. Dette undlod han dog, hvorfor Jack fik 1 træks pusterum, fik åbnet op til modstanderens konge, hvorefter det hurtigt var afgjort.
2) Steen kom med sort i Caro Cann hurtigt på glatis da han overså løberslag på f7, og dette fangede kongen i centrum uden bønder at gemme sig bag. Herefter var det for modstanderen kun et spørgsmål om at få tårnene ind i e-linien og tryk mod kongen, hvorefter der kun var at smide håndklædet i ringen for Steen.
3) Bjarne havde det ligeledes svært og kunne med hvid ikke rigtig få spillet sig frem til nogen fordel. At modstanderen var mere end tilfreds med remis var dog alt for tydeligt, da han kun havde afbytninger i hovedet. Dette er dog ofte også en hurtig vej til remis, men han skulle dog have tænkt på at hans ene springer var uden trækmuligheder i a-linien, så da der kun var en officer tilbage på begge sider kom han derfor i træktvang hvorefter Bjarne med kongen kunne angribe modstanderens bønder og erobre det hele point.
4) Jeg selv (Kim) fik det også noget sværere end godt var, og modstanderen fik ligefrem to forbundne fribønder i centrum frem til 5 og 6 række, hvor jeg dog fik dem blokeret. Hvordan han så ville komme videre var lidt sværere da han havde ofret kvalitet for bonde, men han gik efter sejren, og for mig heldigvis den forkerte vej. Han fik flyttet sin springer væk fra dækningen af den bageste bonde, og da den faldt, var det kun var en formsag at vinde den anden og hele partiet.
5) Poul var den eneste som fra start til mål stod til gevinst, men da der stod op til flere brikker i slag det meste af det forholdsvis korte parti var det dog noget uoverskueligt for andre at danne sig et hurtigt indtryk af. Han havde han dog heldigvis selv styr på de forskellige varianter og kørte et sikkert helt point hjem.
6) Johnny måtte lade sig nøje med 1/2 point, selv om han vel stod i overkanten de meste af partiet, men desværre blev gevinstmulighederne mindre og mindre som officererne blev byttet af.
7) Ove var vores 3'die reserve og spillede et meget lige parti uden de store fordele til nogen af siderne. Jeg syntes selv Ove havde de aktive muligheder, tårnlinier for halvåben kongestilling, men han var dog selv mere utryk for sin måske udsatte kongestilling end for sine muligheder for tårnene, så her vel et fornuftigt 1/2 point.
8) Kurt fik hurtigt lagt et godt tryk på sin modstander og stod ved indgangen til slutspillet til tyk gevinst med kvalitet for springer. Her gik han dog galt i byen og ofrede tilbage i håb om at kunne føre en bonde i mål, men desværre kunne dette ikke lade sig gøre, og modstanderen stod måske ligefrem selv til gevinst herefter, han fik i hvert fald ambitioner om at kunne vinde, og begyndte at rykke bønder frem, men da der ikke var nogen rykdækning for disse vendte partiet igen, og Kurt vandt en trods alt fuldt fortjent sejr.
Alt i alt en fornuftig sejr hvor vi måske var lidt heldige på flere brætter, men det går nok op med manglende held i andre kampe.
Især i toppen var der panik på da vi en overgang stod til kun et 1/2 point men dog endte med 3 1/2.
Mine gisninger om måske at komme op på 3´die eller sågar 2'en pladsen er dog helt væk nu, da både nummer 2 og 3 fik en hel del point mere end forventet, så pt på en 5'te plads som nok bliver vekslet til en 4'die plads da Skanderborg har en noget sværere modstander end os i sidste runde.

5 Runde: Silkeborg II - Skødstrup II : 6 - 2(Af Kim Kristensen)
Jack Thostrup - Søren Christensen 1-0
Steen Nielsen - Knud Poulsen 1-0
Bjarne Jensen - Mads G. Nørby 1-0
Kim Kristensen - Allan Westenborg 1-0
Niels J. Jacobsen - Steffen S. Strunge 0-1
Poul Nørgaard - Leo Christiansen 0-1
Johnny Rasmussen - Henry Pedersen 1-0
Kurt Nielsen - Evert Rasmussen 1-0
Efter åbningerne rundt omkring tegnede det længe til en jævnbyrdig match mellem 2 hold der begge lå i den lidt tunge ende af rækken.
1) Jack var som sædvanlig sikkerheden selv, og igen var det en sølle merbonde samt teknikken til at beholde den, der afgjorde partiet. Der blev gjort en del forsøg på tilbageerobring, og modstanderen havde sågar en fribonde fremme på 7´ende række, men da var de fleste officerer byttet af, så den fik ingen chance for at tage det sidste skridt, og sejren kom aldrig rigtig i fare.
2) Steen var vel den eneste af os der efter åbningen havde klar fordel, og selvfølgelig skulle han så være den sidste der blev færdig. Han havde fået presset modstanderen godt tilbage, og længe havde denne ikke mange muligheder for kontrastød. Det blev dog ikke helt så let, og Steen gav med nogle mindre unøjagtigheder plads til noget modspil, men modstanderen var dog også så presset på uret at sejren aldrig rigtig kom i fare, så til sidst en sejr på tid i en dog klart vundet stilling.
3) Bjarne havde det med sort meget svært efter åbningen, og fik bl.a. aldrig rokeret, men da modstanderen heller ikke fik fær- digudviklet sig fik et par officersafbytninger med tempo vendt partiet, og man gik ind i et dronningeslutspil hvor et par svage modstanderbønder blev skæbnesvangert. Bjarne fik derfor en god fribonde som dronningen rimeligt sikkert kunne hjælpe i mål, selv om det blev en mindre ”buk” der fik modstanderen til at opgive.
4) Jeg selv (Kim) fik med hvid i en sicilianer opbygget et rimeligt godt angreb på kongefløjen, og da jeg fik byttet modstanderens ”g” for "f " bonde af kunne modstander-kongen ikke rigtig komme i sikkerhed, så med denne fastholdt i centrum var der hele tiden flere trusler der ikke alle kunne pareres , så først vandt jeg en bonde siden en officer og hele partiet, så endelig på tavlen i 5te forsøg !! .
5) Niels Jørgen havde en mindre god dag og var den af os der havde det sværest, da han hurtigt blev presset i bund og kom materielt bagud, så han var aldrig rigtig i nærheden af at få point.
6) Poul spillede som sædvanlig aggresivt og lidt uortodokst, og stod også længe i overkanten, men desværre bukkede han til sidst, hvilket han har fået en kedelig vane at gøre her på det sidste. Han formår oftest at overspille modstanderne, men desværre får han i ellers vundne stillinger ikke kørt klatten helt hjem, så der burde med mere koncentration hele spillet være mange flere point at hente i ham.
7) Johnny fik med sort forholdsvis hurtigt udlignet stillingen, og i et lidt kompliceret parti var det modstanderen der først gik forkert i byen hvilket kostede en officer. Han forsøgte herefter at komplicere stillingen, men efter nogle afbytninger, fik Johnny bragt sine sidste officerer i spil, hvorefter det kun var et spørgsmål om tid før vi også her fik det hele point.
8) Kurt fik også her sit første point, og efter en lige åbning var det Kurt der først begyndte at sætte ind med angreb, og en overseelse kostede en officer, men hvordan slutningen faldt fik jeg ikke med. Men godt at vi nu alle har fået point.
En suveræn sejr mod et ikke ueffent hold hvor vi fik god modstand hele vejen ned, men hvor vi for en gangs skyld var fri for de sædvanlige "bøffer", og sejren var tættere på at blive større end mindre, idet Bjarne vel fik mere ud af det end stillingen længe berettigede til, mens til gengæld Poul burde have vundet sit parti. Med 2 på papiret nemme opgaver til sidst, er det ikke usandsynligt at vi ligefrem kan komme op på 2´en eller 3´die pladsen, hvilket på forhånd ville have været en overordentlig acceptabel placering, men alt i alt kan det ikke undgå at blive en lidt skuffende sæson, da vi har fået alt for lidt brætpoint i forhold til det forventede

4 Runde: Silkeborg II - Skanderborg II : 3 - 5 (Af Kim Kristensen)
Jack Thostrup - Colin Watson 1-0
Bjarne Jensen - Morten Rasmussen 1/2-1/2
Kim Kristensen- Peter Wheadon 0-1
Benny Schmidt - Asger J. Andersen 0-1
Niels J. Jacobsen- Jesper Riis Larsen 1-0
Poul Nørgaard - Bjarne Rasmussen 1/2-1/2
Johnny Rasmussen- Hans Rose 0 -1
Kurt Nielsen - Bjarne Thornbjerg 0 -1
Kampen tegnede på forhånd til at blive en jævnbyrdig affære med os som små favoritter og efter åbningerne rundt omkring tegnede det sig også til en sejr.
Desværre kunne vi ikke holde skruen i vandet, og specielt jeg selv, Benny og Johnny burde have fået en hel del mere ud af det en 3 boller ?
Jeg selv kom med sort hurtigt til at stå endog meget godt, med god linie for mine tunge officerer og godt terræn for de tynde, men en mindre fejlberegning, hvor jeg desværre alligevel ikke vandt en bonde, betød at modstanderen fik modspil, afbyttet de fleste officerer, men desværre også en vedvarende mattrussel på baglinien, som jeg "neeeej" overså til sidst.
Benny kom som sædvanlig rigtig godt fra land, og havde fuldstændig snævret modstanderen ind, men da han skulle til at høste materialet for anstrængelserne og gå efter kongen, overså han lige en mindre detalje der kostede et tårn, så også her håndklædet i ringen.
Johnny spillede også fornuftigt og stod bedst hele partiet, men han fik dog brugt lidt rigeligt med tid, så i en vunden stilling glemte han lige at checke uret, hvilket modstanderen desværre ikke gjorde, så desværre også her en bolle.
Efter disse 3 negative indslag vandt vi heldigvis samlet resten af matchen.
Jack med sort på bræt 1 vandt som sædvanlig. Efter en lige åbning i spansk, der dog efterlod modstanderen med dobbeltbonde, og forsvaret af denne, betød at Jack fik aktiveret sine tårne mens modstanderens passivt måtte hjælpe til i forsvaret, og selv med uligefarvede løbere, var dette nok til at vi her fik et helt point.
På Bræt 2 sæsondebuterede Bjarne og stod vel i overkanten det meste af partiet, men der kom desværre aldrig rigtig hul, så mens officererne langsomt blev afbyttet forsvandt muligheden for at trænge igennem, hvorefter man til sidst enedes om remis.
Også Poul måtte ligeledes lade sig nøjes med remis i et parti der aldrig rigtig kom ud over denne grænse.
Niels Jørgen var oppe på dupperne fra start, og kom hurtigt foran med en kvalitet, og modstanderen virkede noget modløs da han ikke rigtig havde noget til gengæld så her et forholdsvis hurtigt point.
Til sidst Kurt der havde ofret en bonde for en aktiv stilling, men også her var problemet at de løbende afbytninger af officerer, begrænsede mulighederne for at trænge igennem, så desværre måtte han også ned med nakken på netop den bonde han havde ofret eller tabt i åbningen.
Alt i alt en lidt skuffende indsats hvor vi egentlig stod til en knusende sejr, men måtte ned med et knebent nederlag, men dog trods alt bedre end i runden før.

3 Runde: Nordre III - Silkeborg II : 7½ - ½ (Af Kim Kristensen)
Michael Poulsen – Jack Thostrup ½ - ½
Mads Borup - Kim Kristensen 1 - 0
Lars Noe - Benny Schmidt 1 - 0
Mikkel Nørgaard- Niels J. Jacobsen 1 - 0
Knud Erik Juhl - Poul Nørgaard 1 - 0
Steen F. Christensen- Johnny Rasmussen 1 - 0
Mikkel Hansen - Peter Sørensen 1 - 0
Pedram Jawan - Kurt Nielsen 1 - 0
Et skuffende nederlag hvor alle spillede under niveau, og hvor vi var bagud med 3 ½ - ½ efter en halv times spil, og yderligere stod skidt på 2 brætter mere, så ikke mere at sige om denne kamp.
Nordre III er et rigtigt elevatorhold der har et par spillere øverst på holdet der ikke kan spille om søndagen, så for gode i A-rækken med disse, og for dårlige i mesterrækken uden.

2. runde: SK1968 V - Silkeborg II : 4½ - 3½
(Af Kim Kristensen)
Torben Steffensen - Jack Thostrup 0-1
Jack spillede med hvid et godt parti, og fik fra start lagt et godt pres mod en stærk modstander, i en lidt sjælden Caro-Cann åbning med et tidligt f3. Der var mange forviklinger undervejs, og Jacks lidt uortodokse spil holdt ham helt inde i partiet hele vejen, og i den gensidige tidnød bevarede Jack presset, og fik sig fusket til det hele point da modstanderen tabte på tid, i en tabt stilling.
Michael Andersen - Steen Nielsen 0-1
Også Steen spillede Caro-Cann, men modstanderen havde ikke lige en af sine bedste dage, idet han vel stod til tab efter bare 7-8 træk, men måske skulle han være kommet til tiden og ikke en 1/2 time for sent.
Mogens Knudsen - Tom Pedersen 0-1
Tom spillede ligeledes et godt parti som han så ud til at have godt styr på hele vejen. Modstanderen fik ikke rigtig nogen chance for modspil, og da denne tabte en vigtig centrumsbonde, var det bare for Tom at få aktiveret alle sine officerer, hvorefter centrumsbonden forvandlede sig til en smuk dronning, der uden problemer afgjorde partiet.
Johnny Larsen - Kim Kristensen 1-0
Jeg selv spillede et noget vanskeligt parti, hvor jeg fra start blev forsøgt sat under pres på kongefløjen, men mit modangreb i centrum, gjorde det dog svært at vurdere, og jeg følte også jeg stod bedst en del af tiden, men desværre kom der et par fejlriv op til den første tidnød, og var ladt tilbage med en dårlig bondestilling, samt efter dronningafbytningen et passivt mod et aktivt tårn, og dette var desværre godt nok får modstanderen til at afgøre partiet.
Gert Larsen - Benny Danielsen 1/2-1/2
Benny kom aldrig rigtig igang med sit ellers normale aggresive spil, så her det eneste parti som aldrig kom ud over remis-grænsen.
Gustav Skak Mejer - Poul Nørgaard 1-0
Poul var som sædvanlig på mærkerne fra start, fik lagt et godt pres, vundet en bonde og stod til tyk gevinst, men i stedet for at gå efter gevinsten, fik han øje på atter en lille bondemand, og den blev dyr måtte han konstatere, da han vågnede op til en lynhurtig mat i bunden.
Johnny Jensen - Johnny Rasmussen 1-0
Johnny´s parti lignede Pouls en hel del, han var dog noget mere presset ind i midtspillet, men efter de tynde officerer var byttet af, fik han vendt spillet, koordineret de tunge officerer og stod her klart til gevinst, mat blev der sågar råbt. Dette holdt dog ikke helt da der kunne pareres til dronningegevinst for et tårn, men selvfølgelig alligevel vundet. Desværre overså Johnny dette, og fik desværre placeret sit ene tårn meget passivt, og simsalabim pludselig også her en udækkelig.
Peter Grønborg - Kurt Nielsen 1-0
Kurt havde sin første kamp i A-rækken, og kom ikke alt for godt fra åbningen, men han fik dog udlignet, og mente også selv han på et tidspunkt stod til gevinst, hvilket jeg ikke selv lige så, men han klarede det udmærket mod en modstander der er lidt bedre end dem han normalt møder, så alt i alt en tilfredsstillende debut, når der nu ikke kunne komme point på tavlen.

IALT 4½ - 3½
Et knebent nederlag som vi på forhånd ville være tilfredse med, men som kampen skred frem, burde vi nok have vendt cifrene om. Som nævnt ovenfor var det især Poul og Johnny der spillede de uheldige helte, som begge "havde så godt som vundet", men som gik ned på bare et enkelt fejlriv, hvor de fik forvandlet deres "komplette" partier til en katastrofe, som de nok vil ryste lidt på hovedet af et par dage.

1. runde: Silkeborg II - Skolerne III : 6-2 (Af Kim Kristensen)
Jack Thostrup - Sune Rej Andersen 1-0
Tom Pedersen - Jesper Mygind 1/2-1/2
Kim Kristensen- Christian K Schmidt 0-1
Niels J. Jacobsen- Jesper Riis Larsen 1/2-1/2
Poul Nørgaard - Alexander E. Jensen 1-0
Johnny Rasmussen- Jens H.L. Jensen 1-0
Strange Poulsen - X 1-0
Kurt Nielsen - X 1-0
SSK II skulle i første runde af årets hold-skak møde en af forhåndsfavoritterne til oprykning nemlig nedrykkerne fra Skolerne´s skakklub.
På forhånd altså en svær opgave, men dette blev unægteligt gjort en del nemmere af, at de dels stillede svækket op med bl.a. afbud på deres normale 2 og 4 bræt; men i særdeleshed også af, at de kun var i stand til at mønstre 6 spillere ??
Med på forhånd at være foran 2-0 var succes kriteriet nok 3-3 på de øvrige brætter, så at vi her kunne vinde 4-2 var over al forventning.
Jack med sort på bræt 1 fik mulighed for at spille d5 i spansk, og fik tidligt lagt et pres på modstanderens konge, som han aldrig slap ud af, så her et sikkert point der aldrig kom i fare.
På Bræt 2 spillede Tom P. også meget sikkert og kom i slutspil med kvalitet for en bonde; men om partiet her var vundet eller ej blev aldrig afgjort da man enedes om remis.
Muligvis kunne en bedre kampform have afgjort partiet til vores fordel, men tidsfaktoren var nok heller ikke på Tom's side, da stillingen var noget nemmere at forsvare end at angribe, men et sikkert halvt point, som aldrig var i fare.
Undertegnede blev sat under pres fra start, men trods manglende udvikling følte jeg selv at der var styr på forsvaret.
Desværre overså jeg, da jeg lagde op til "total" afvikling til slutspil med merbonde, den for mig vindende fortsættelse, og tabte derfor partiet som den eneste på vort hold.
Bliver dette ved er der nok ikke andre muligheder end at tage det drastiske skridt og sætte mig selv af holdet!!.
På bræt 4 havde vi Niels Jørgen, der også lagde op til angreb mod en konge der ikke var i sikkerhed, og han havde en overgang 2 bønder på spil; men desværre fusede angrebet ud.
Den ene bonde blev dog heldigvis vundet tilbage, hvorefter man enedes om remis i et uligefarvet løberslutspil.
Poul Nørgaard på bræt 5 gik også aggresivt til værks, men her nåede jeg ikke at få ret mange detaljer med, om hvordan sejren blev kørt hjem.
Til sidst Johnny Rasmussen som allerede havde vundet før vi andre var kommet ud af åbningen, idet modstanderen fik lavet op til flere meget grove fejl, og som sagt opgav før partiet egentlig kom i gang.
En god start der lover godt for turneringen, da det er en af de stærkeste A-grupper vi har været med i de sidste mange år.